Ud i naturen med familien: 3 inspirerende podcasts
Sommeren står for døren og det gode vejr inviterer på udflugter i skoven og til stranden. Og der er masser at undersøge i den danske natur. Der er et utal af spændende dyr, insekter og fugle, hvis bare man ved, hvor man skal lede. Lyt til disse podcasts sammen med familien – så tør vi godt love, at I alle sammen får lyst til at bruge sommeren under åben himmel!
Tæt på naturen
Med biolog og naturvejleder Anders Kofoed
Antal episoder: 4
Hvad ved du egentlig om al det liv, der kravler, kagler og springer rundt omkring dig? Har du for eksempel nogensinde tænkt over om rotter griner, når de bliver kildet eller om du burde kysse en skrubtudse? Det har Anders Kofoed. Han er biolog og han elsker at fortælle om al den natur, der er omkring os. Og i denne podcastserie for hele familien tager han dig helt tæt på naturen.
Du kan finde podcasten på eReolen eller på Podimo, Mofibo, Bookmate og Nextory.
Spørg Sebastian
Med Sebastian Klein
Antal episoder: 20
Hvorfor har sommerfuglen farver på vingerne? Hvor hurtigt kan en slange sno sig? Og hvor mange hanløver kan der være i en flok? Se, det er et godt spørgsmål. I denne podcast svarer naturelsker Sebastian Klein på spørgsmål fra nysgerrige børn om dyr og natur.
Du kan finde podcasten på eReolen eller på Podimo, Mofibo, Bookmate og Nextory.
Sebastians sejeste danske dyr
Med Sebastian Klein
Antal episoder: 10
Hvis du skal nævne nogle seje eller fantastiske dyr, så tænker du måske på en løve eller en elefant. Dyr, som bor langt væk i andre lande. Men faktisk er der en hel del temmelig fantastiske og forunderlige dyr lige her, hvor vi bor. I denne podcastserie fortæller Sebastian Klein om de danske dyr, han synes er de allersejeste. Mange af dem kan du være heldig at møde i din egen baghave, i skoven eller på marken.
Du kan finde podcasten på eReolen eller på Podimo, Mofibo, Bookmate og Nextory.