Saga Talks vennebog: Karen Kristine Wellendorf
I Saga Talks er vi heldige at producere podcasts sammen med en masse dygtige og spændende mennesker. Dem vil vi gerne introducere dig for, så derfor har vi fået dem til at udfylde vores vennebog, lige som man gjorde i folkeskolen.
Mød Karen Kristine Wellendorf, der står bag vores guidede meditationer til gravide. Karen Kristine Wellendorf er jordemoder, Gotveduddannet bevægelsespædadgog og pranayama-yogalærer, så hun kender alt til den gravide krop, samtidig med at hun kan bruge sin viden om bevægelse til at hjælpe med afspænding, åndedræt og kropsbevidsthed. I 2022 udkom hendes bog “Skab ro under fødslen – Få styr på dit åndedræt“.
I serien af meditationer guider Karen Kristine Wellendorf dig gennem forskellige fokusområder, der er særligt relevante for gravide.
Du kan bruge dem til at træne åndedrættet og bækkenbunden til at hjælpe under fødslen, og derudover kan du også fokusere indad og få kontakt til baby og sende god energi til det lille liv.
Du kan lytte til ‘Meditationer til gravide’ på eReolen, Podimo, Mofibo, Bookmate og Nextory.
Hvis jeg skulle beskrive mig selv med tre ord, ville det være:
Kreativ, selvstændig og lidt ustyrlig, selvom man ikke ser det ved første bekendtskab.
Hvad handler min ’podcast’ om?
Podcasten består af meditationer til graviditeten og som forberedelse til fødslen. Meditationerne lærer kvinden at styrke kraften og tilliden til sig selv og sin krop. Det kan hun bruge under fødslen og til at tage vigtige beslutninger i for eksempel graviditeten, men også i barselsperioden. Der er en del forskellige meditationer, blandt andet med fokus på åndedræt, kropsbevidsthed, visualisering af fødslen og samhøringhed med barnet i maven. Er du gravid, bør du klart lytte til podcasten, hvor jeg deler mine erfaringer med dig både som jordemoder og bevægelsesunderviser.
Min absolutte yndlingspodcast?
Jeg elsker podcast og lytter mest til og fra arbejde. Jeg lytter også til lydbøger og har en svaghed for svenske feelgood-krimier med et lille tvist af truelove.
Af podcast er det ofte portrætter af spændende mennesker, livsstil og økonomi samt nogle mere spirituelle podcasts. Jeg er nysgerrig og lytter gerne til portrætter om personlig transformation.
Heraf kan jeg for eksempel nævne:
Den yderste grænse
Vendepunktet
Let´s talk near death
Sjæl
Du kender typen
Millionærklubben
Pengetanken
Overskud
Pengepugeren
Minimalisme &
Lige nu lytter jeg til…
‘Casper ringer til Frank’ får en chance.
Det bedste jeg ved…
Jeg har lige fået en nyttehave, som jeg er ret vild med at rode rundt i. Det er megaskønt, når der popper friske bær og grøntsager op af jorden.
Derudover elsker jeg at rejse og opdage nye destinationer. Det er et krav, at man skal kunne bade.
Det værste jeg ved…
Uretfærdighed eller forudindtagelse af andre uden belæg.
Da jeg var lille, ville jeg være…
Genforsker, operasanger og jordemoder. Jeg kunne jo ikke blive det hele. I denne omgang blev jeg jordemoder, og det er jeg glad for.
Hvis jeg var et dyr, ville jeg være…
En hunløve.
Sidste gang jeg græd, var…
… vist omkring 1,5 måned siden.
Sidste gang jeg grinte, var…
… for 1 time siden.
Min guilty pleasure er:
Bær. Det er vist ikke en af de slemme, og lige i øjeblikket er jeg i gang med en større kostomlægning. Jeg har lige været i Norge for at arbejde på en norsk fødegang over sommeren, og de norske bær er sindssygt billige i forhold til i Danmark, så jeg gik amok i bjørnebær, blåbær, ananaskirsebær og friske hindbær. Utroligt nok var det bedre end mere sukkerholdige ting, som jeg ellers plejer at foretrække, og jeg er ved at vænne mig til at drikke kaffe med havremælk…!!
Jeg er stolt af:
Jeg er stolt over at have klaret mig hertil i livet. At have fået mine uddannelser, at have ryddet op i min økonomi- især efter corona, og at have opdraget et barn som eneforsørger.