|

Du er ikke alene: podcasts med fællesskab og følelser

Det er helt almindeligt at føle, at man er den eneste i verden, der står over for en bestemt udfordring eller går rundt med en bestemt følelse. Det kan få os til at føle os isolerede og ensomme i vores unikke problemer. Sandheden er dog, at man meget sjældent er alene med de følelser. Derfor har vi samlet en række podcasts, der demonstrerer, at der er en niche for alle og en mulighed for at finde et fællesskab med mennesker, der har det ligesom en selv.

Om det er tanker om døden, fertilitet, krop, vægt, alderskrise, bøvl med underlivet eller parforhold kan du finde nogen, der har været igennem det samme.

Store Piger: Krop og skam

Føler du dig forkert i din krop? Som om den burde være slankere, før du kan tillade dig at gøre de ting, du drømmer om? Har du været på en masse kure for at tabe dig, uden at de har virket?
Vil du også slutte fred din krop og bruge din energi på noget andet og mere givende, end hvordan du ser ud? I Store Piger podcasten snakker veninderne Ditte og Marie om livet i en tyk krop og som kvinde i 20’erne.

Du kan finde podcasten på eReolen eller på Podimo, Mofibo, Bookmate og Nextory.

Tik Tak 30: Forventningspres og idealer

Dyk med journalisterne Sandie Westh og Josefine Stork ned i, hvordan det er at være en kvinde i starten af 30’erne. De snakker om, hvordan det biologiske ur tikker, ligesom samfundet har travlt med at finde ud af, hvorfor man ikke har opnået alle de ting, som man “skal”, inden man når sit tredje årti.

For skal man egentlig have børn – og i så fald hvornår? Og hvor langt er man overhovedet på kæreste-, bolig- og karrierefronten? Tik Tak 30 er en podcast til dig, der stresser lidt over alt det, du føler, du skal nå som kvinde i 30’erne – og som har brug for gode råd til at tage en dyb indånding.

Du kan finde podcasten på eReolen eller på Podimo, Mofibo, Bookmate og Nextory.

Cille er bange for at dø: Angst og eksistens

Cille Lewinsky er 26 år og prøver i denne serie at slutte fred med den angst, der har fyldt alt for meget de seneste år. Hun frygter dagligt at blive kørt ned, når hun cykler rundt i Københavns gader. Hun fyldes med angst, når hun hører om andres sygdom. Og hun har endnu aldrig set et dødt menneske – og gruer for den dag, hun gør.

I denne podcast taler hun med eksperter, der dagligt arbejder med døden, og med mennesker, hvor døden er skyggen, de aldrig kan slippe af med. Måske vil hun – og du – blive mere afklaret med, at vi alle ender samme sted; i jorden.      

Du kan finde podcasten på eReolen eller på Podimo, Mofibo, Bookmate og Nextory.

Min historie: Personlige fortællinger

Det vrimler med vigtige personlige fortællinger, som vi alle kan lære noget af. Derfor har ALT.dk sat sig for at tale med en række modige kvinder, der fortæller helt åbent og ærligt om at være i centrum for alt fra hævnporno og skilsmisse til øjensygdom og sterilisering.

Du kan finde podcasten på eReolen eller på Podimo, Mofibo, Bookmate og Nextory.

Gaslight: Sådan kan psykisk vold også se ud

Har du været udsat for psykisk vold? Er du i tvivl om, hvordan det egentlig kan se ud?
Kender du en, hvor der er nogle røde flag i deres relationer, eller vil du vide mere, så du kan genkende psykisk vold, hvis du ser det?

I Gaslight sætter psykoterapeut Christina Copty fokus på psykisk vold, som er meget mere udbredt, end man skulle tro. Faktisk udsættes mere end 100.000 danskere hvert år for psykisk vold. Og da den ikke har fysiske beviser som for eksempel blå mærker, kan den være meget svær at få øje på.

Du kan finde podcasten på eReolen eller på Podimo, Mofibo, Bookmate og Nextory.

Kh Underlivet: Ikke mere tabu

I podcasten Kh Underlivet med Emma Libner er der fokus på underlivet på godt og ondt. Der er afsnit til dig, der døjer med smerter eller endometriose, og der er en snak om den gode gynækologiske undersøgelse til dig, der er nervøs.

Der er også afsnit om sex, lyst, vibratorer, den første gang og en paneldebat med mænd, hvor Emma stiller spørgsmål på lytternes vegne om, hvad mænd egentlig tænker. Hvis du har en vulva, er der helt sikkert et emne, du kan relatere til.

Du kan finde podcasten på eReolen eller på Podimo, Mofibo, Bookmate og Nextory.

Et andet liv: Samtaler om at finde mening med livet som ufrivilligt barnløs

Vi er sat i verden for at forplante os. Men hvad hvis det ikke lykkes? Går livet i stå, i stykker? Kan det repareres, eller er faktum, at livet må leves på trods og socialt isoleret? Hvad gør man, hvis man får at vide, at man ikke kan få biologiske børn, og man altid har tænkt, at det skulle være en del af ens fremtid?

Det er stensikkert, at der stadig findes en opfattelse i vores samfund om, at det ideelle liv har villa, volvo og vovse (og børn), men hvordan finder man mening, hvis det ikke ligger i kortene? Det undersøger Abelone Tholstrup Stein gennem samtaler med forskellige kvinder og fagfolk.

Du kan finde podcasten på eReolen eller på Podimo, Mofibo, Bookmate og Nextory.

Similar Posts