‘Gaslight’ er nomineret til en PrixAudio
Podcasten ‘Gaslight’ med vært Christina Copty er nomineret til en PrixAudio i kategorien ‘Årets samtale’.
Fredag d. 27. oktober løber årets Prix Audio af stablen på Axelborg i København. Prix Audio afholdes i forbindele med den store konference Audiodays, og priserne uddeles til talenter, værter, producenter og udgivere inden for radio, podcast og lyd i Danmark. Der uddeles i alt 18 priser på tværs af formater, og mere end 400 indstillinger er blevet sendt ind og vurderet af de forskellige juryer.
‘Gaslight’, der produceres af Saga Talks i samarbejde med værten Christina Copty, er nomineret i kategorien ‘Årets samtale’. Prisen gives til “den gode samtale’ i form af et samtale- eller interviewformat”, hvor værten “løfter den svære kunst at ‘fremkalde’ sin gæst eller samtalepartner”, som det forklares i kriterierne for kategorien. I samme kategori er også programmer som ‘Genstart’ (DR) og ‘Det sidste måltid’ (Radio4).
Om nomineringen siger Christina Copty: “Det er jeg så fuldstændig beæret over, selvom den allerstørste tak selvfølgelig går til dem, der har deltaget og delt deres historier med mig i studiet.” Om ‘Gaslight’ løber med prisen bliver afgjort til den årlige gallamiddag på Axelborg d. 27. oktober, hvor de andre vindere i de i alt 18 kategorier også bliver annonceret.
Du kan lytte til Gaslight på eReolen, Podimo, Mofibo, Nextory og Bookmate.