Hvad siger din fødselsdato om dig? Det ved talmagien
Er du nysgerrig på, hvad din fødselsdag kan fortælle om din karakter og dit potentiale? I den nye podcastserie Talmagi udfolder forfatter og podcastvært Annasophia Petri Holm tallenes forskellige magiske kvaliteter. Med få trin kan du udregne din personlige kode og lære mere om dig selv.
Hvad er talmagi?
Når snakken falder på talmagi, vil nogle måske spørge sig selv, hvad forskellen er på talmagi og den taldisciplin, vi kender som numerologi? Faktisk er der ikke nogen forskel, siger Annasophia Petri Holm. Egentlig er det de samme mekanismer, der er på spil, men i en mere basal version – og så handler det ikke om at skifte navn, som mange måske ellers tænker på, når de hører ordet numerologi.
“Grunden til, at jeg kalder det talmagi, er fordi ordet numerologi er noget, mange associerer med at skifte navn. Jeg er uddannet numerolog, så det kan jeg også godt hjælpe med, men den her podcast handler ikke om navne. Den handler kun om den kode, man har i sin fødselsdato,” siger Annasophia Petri Holm.
Talmagi kan findes på eReolen, Mofibo, Nextory, Saxo Premium, Podimo og Bookmate.
Vejen til mere selvkærlighed
Ved at kende sin personlige kode kan man blive klogere på sig selv og sine nærmeste. Og med en større forståelse kan man også rumme hinanden mere. Men tallene fortæller ikke kun, hvad du er god til – de belyser også mulige skyggesider.
”Man kan bruge talmagi til at blive klogere på sig selv og den, man er. De potentialer, man har, ud fra den kode man har i sin fødselsdato. Men det, som kan være lidt svært, kan man også finde ud af ved at kende sin kode. Og det kan være en støtte til at få mere selvaccept og til at finde ind til at gøre det, som man er god til – i stedet for at prøve at passe ind og ligne alle mulige andre. Det er en lidt en genvej til sig selv – et kort over en selv,” siger Annasophia Petri Holm.
For Annasophia Petri Holm har arbejdet med talmagi betydet en større forståelse og accept af hende selv. Faktisk var det en numerologisk læsning af hendes egen fødselsdato, der startede hendes rejse med numerologien, fordi den var chokerende præcis.
“Når noget så simpelt, man kan næsten sige banalt, som nogle tal trukket ud af ens fødselsdato – når det kan sige noget helt vildt stort og eksistentielt omkring mig, er det to vildt mærkelige ting, der bliver blandet sammen. Det allerallerstørste og det allermest banale. Det er sjovt. Og det åbner op for en nysgerrighed og en undren over, hvad det her liv er for noget. Jeg synes, det har åbnet op for at vise mig, at der er mere mellem himmel og jord. Og det er helt vildt rart,” siger Annasophia Petri Holm.
Annasophia Petri Holm har udgivet mere end 300 podcastafsnit om spiritualitet og astrologi i de to podcasts Det spirituelle hjørne og Det astrologiske hjørne, og udkom med bogen Alt det vi ikke ser – brug din spirituelle side i 2023.
Talmagien er simpel og præcis
Ifølge Annasophia Petri Holm er talmagi rigtig godt, fordi det er simpelt (og let at lære), og fordi det er meget præcist. Selvom hun også er astrolog, synes hun faktisk, at talmagien er sjovere. For her behøver man ikke at kende hverken sit fødselstidspunkt- eller sted, som man ellers skal inden for astrologien.
Herunder kan du se, hvordan du finder din egen kode.
Du kan også læse mere om talmagi i bogen ‘Talmagi – en nøgle til at forstå dig selv’, der udkom på Lindhardt og Ringhof d. 15. marts.