Saga Talks vennebog: Marie Østergaard og Rikke Kier
I Saga Talks er vi heldige at producere podcasts sammen med en masse dygtige og spændende mennesker. Dem vil vi gerne introducere dig for, så derfor har vi fået dem til at udfylde vores vennebog, lige som man gjorde i folkeskolen.
Mød veninderne Marie Østergaard og Rikke Kier, der står bag podcasten Alohomora, hvor de dyrker Harry Potter-universet og går dybden med bøgerne kapitel for kapitel. Indtil videre har de været igennem De Vises Sten og Hemmelighedernes Kammer – og nu står Fangen fra Azkaban for skud.
De bor begge i Odense og deres primære Hogwartskollegier er henholdsvis Gryffindor og Hufflepuff.
Hvis jeg skulle beskrive mig selv med tre ord, ville det være:
Marie: Nysgerrig, engageret, lattermild.
Rikke: Glad, engageret og kærlig.
Hvad handler min podcast om?
Marie: Det korte svar er selvfølgelig ’Harry Potter-bøgerne’, men den handler jo om SÅ meget mere end det: Blandt andet handler den om, hvordan læsning af god litteratur (for dét er Harry Potter – uanset hvad nogle måtte mene) kan udfolde verdener, der er større end den, der beskrives i bøgerne. Derfor kommer podcasten omkring noget så forskelligt som græske myter, træsorter og numerologi – men altid med et tydeligt anker i den magiske verden.
Rikke: Den handler om Harry Potter-bøgerne og den magi, der udfolder sig i dem. Både magien i universet med dets mangfoldige karakterer, skabninger og væsner, men også magien i den gode historie og den gode læseoplevelse. For er der noget, som Harry Potter-serien kan, så er det at tryllebinde sine læsere og lære os noget om, hvad det vil sige at være menneske. Intet mindre
Min absolutte yndlingspodcast?
Marie: Jeg har meget sent opdaget ”Om søndagen græder vi” – heldigvis, for nu ligger der en masse afsnit og venter på mig! Lige nu er den min absolutte yndlings sammen med ”Det Vi Taler om.
Rikke: “Undskyld vi roder” fra R8DIO. Og så er jeg i øvrigt også glad for Det vi taler om.
Lige nu lytter jeg til…
Marie: Stephen Frys bog ”Helte” om helte fra den græske mytologi.
Rikke: Podcastserien “Ghost Story”. Den britiske journalist, Tristan Redman, optrevler en hundrede år gammel og spektakulær mordhistorie fra sin kones familie. En mordhistorie der måske også spøger i nutiden…
Det bedste jeg ved…
Marie: : … er at tilbringe tid med mennesker, som jeg elsker, uden at føle, at vi skal nå noget.
Rikke: … er at skabe gode minder sammen med min familie og mine venner. Dét er glimmer til kaminhylden.
Det værste jeg ved…
Marie: … er snæversyn og manglende lydhørhed. Jeg tror på, at mange af verdens både helt store og helt små problemer skyldes, at folk ikke gør et ærligt forsøg på at forstå hinanden.
Rikke: … er hvis folk ikke taler pænt til hinanden.
Da jeg var lille, ville jeg være…
Marie: Journalist, forfatter eller jordemoder.
Rikke: Forfatter.
Hvis jeg var et dyr, ville jeg være…
Marie: Tæller magiske skabninger? I så fald vil jeg helt klart gerne være en fønix: Unaturligt stærk, kan helbrede alverdens sår og forgiftninger, voldsomt loyal – og nå ja, så kan den genopstå af sin egen aske. Ret sej!
Rikke: Jeg ville gerne være en sneleopard. Lige fra min barndom har jeg elsket bogen “Det gyldne kompas” og har været meget fascineret af Lord Asriels stærke og intelligente daimon, Stelmaria, som netop er en sneleopard.
Sidste gang jeg græd, var…
Marie: Da Dronningen abdicerede – til trods for, at jeg overhovedet ikke er royalist.
Rikke: Da min søn stoppede i børnehave.
Sidste gang jeg grinte, var…
Marie: I dag – af noget, som mine børn sagde.
Rikke: I dag – til frokost på mit arbejde.
Min guilty pleasure er:
Marie: Jeg har efterhånden lært, at jeg får det meget bedre af blot at betragte såkaldte ’guilty pleasures’ som ’pleasures’ – og dem har jeg heldigvis mange af. Herunder reality-tv, sladder-podcasts, tomme kalorier og meget andet.
Rikke: En stor guilty pleasure er at læse og se periodedramaer/romancer! Jeg er bare vild med alt ved dem (og faktisk føler jeg mig ikke særlig skyldig).
Jeg er stolt af:
Marie: Mine børn og vores podcast.
Rikke: Mine børn og vores podcast.
Podcasten ‘Alohomora’ kan lyttes på eReolen, Mofibo, Podimo, Bookmate og Nextory.