Sommertid er læsetid
Sommerferien er over os, og for mange er det endelig tid til at kaste sig over de stakke af ulæste bøger, der har ventet tålmodigt på natbordet de sidste mange måneder. Men måske mangler du inspiration til, hvilke bøger, du kan kaste dig over? I denne artikel finder du bud på podcasts, der inspirerer og åbner litteraturens verden.
Klik på billederne for at komme til eReolen. Podcastene kan også findes på Podimo, Mofibo, Bookmate, Nextory og Saxo.
Litteraturen skal tage chancer for, at den kan forandre verden. Fra Dante som opfinder Helvede til Harry Potters genfortrylning af verden – over Yahya Hassans eksplosive digte og Suzanne Brøggers angreb på kernefamilien, til 1984’s klaustrofobiske overvågningsverden og fatwaen mod Salman Rushdie. I ‘Brændende bøger’ taler værten Jacob Nielsen med passionerede gæster om litterære værker og forfattere, der har forarget, forundret eller måske ligefrem ændret samfundet.
“Gift Dig, Du vil fortryde det; gift Dig ikke, Du vil også fortryde det; gift Dig eller gift Dig ikke, Du vil fortryde begge Dele; enten Du gifter Dig, eller Du ikke gifter Dig, Du fortryder begge Dele.”
Lyt med når sognepræst Pia Søltoft og skuespiller Ghita Nørby læser teolog Søren Kierkegaards filosofiske mesterværk ’Enten eller’. I samtale med hinanden prøver de at forstå hvad pokker Kierkegaard egentlig mener med sine snørklede formuleringer, og hvad vi kan bruge dem til i et moderne liv. Det er samtaler, der tager dig rundt om tilværelsens mange sorger og glæder, om ungdommens kvaler, æstetiske nydelser og datingappen Tinders fordele og ulemper i moderne kærlighed.
Den franske forfatter Marcel Proust (1871-1922) gjorde madeleinekagen verdensberømt. Han er aktuel som aldrig før. Denne nye podcastserie går i dialog med alt, hvad han står for. Vært Neal Ashley Conrad har i hvert program besøg af kloge og nysgerrige gæster som Thure Lindhardt, Amalie Langballe, Jenny ‘Lydmor’ Rossander og Kjartan Arngrim fra Folkeklubben. Sammen går de på opdagelse i, hvad der sker med os, når vi læser Proust, og hvad han har at sige os i dag.
Du har måske hørt om New York-trilogien af Paul Auster, som er nogle af de største moderne litterære værker, men Auster har faktisk skrevet mange flere betydningsfulde bøger i hans lange forfatter-karriere. I Alt om Paul Auster dykker vært Lise Lotte Frederiksen med stor indsigt ned i Paul Austers forfatterskab og tegner i den forbindelse et billede af, hvem manden bag værkerne egentlig er – fra hans fattige opvækst i USA, frem til hans død i 2024. Undervejs undersøger hun også, hvorfor Paul Auster er så populær i Europa og ikke mindst Danmark.